IKV:
Peter skar et år af sine studier
Peter Schaldemose har læst jura.
Han har været i lære som mekaniker.
Og han tog en halv uddannelse til fysioterapeut, før han besluttede sig for at læse til kiropraktor.
Problemet var bare, at Peter manglede Fysik B, Kemi B og Matematik B og A for at komme ind.
Da Peter Schaldemose fandt ud af det, var han lige ved at give op.
- Det ville jo koste mig endnu et år – oven i selve studiet, forklarer han.
Men en vejleder på HF & VUC FYN foreslog, at Peter Schaldemose fik lavet en kompetencevurdering af sine færdigheder i fysik og kemi.
IKV
- En kompetencevurdering er en vurdering af, om de kompetencer, jeg har andet steds fra, kan gøre det ud for kompetencer opnået gennem formel undervisning. Og hvis den vurdering er positiv, får man lov at tage prøven, forklarer Peter Schaldemose.
Som en illle skoledreng
Peter samlede derfor dokumentation på den undervisning, han allerede havde været igennem på feltet.
- Og jeg følte mig som en meget lille skoledreng, da jeg gik ind på HF & VUC FYN med mappen under armen for at blive vurderet. For det var et år af mit liv, det handlede om, fortæller han.Peter vurderer selv, at han fik en ekstraordinær god behandling den dag.
Fik en chance – og tog den
- Jeg var helt alene om det, hvad der i sig selv var en meget mærkelig oplevelse. Men det lykkedes for mig, og jeg bestod begge fag sideløbende med at jeg tog matematik A som enkeltfag, fortæller Peter Schaldemose.
I dag er han to år henne i kiropraktik-studiet og føler, han blev givet en stor chance – og tog den.
På den måde formåede han at spare et år, som han ellers skulle have brugt på fysik, kemi og matematik.
Siden 2007 er der hvert år foretaget cirka 38.000 realkompetencevurderinger/ individuelle kompetencevurderinger.
Regeringen ønsker, at endnu flere bliver opmærksomme på muligheden for at få foretaget en Individuel Kompetencevurdering.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar